Ida Guldbæk Arentsen & Frederik Valdemar Kjeldgaard – Herstory

Udgivet d. 14.01.20

Interview af Natascha C. Petersen

Red. Olivia Rix

Fra serien Beirut Drag Scene, Ida Guldbæk Arentsen

Kan I kort fortælle om jer selv? Hvad laver I, og hvordan begyndte I at fotografere?
Frederik: Jeg studerer fotografisk kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor jeg er i gang med mit tredje semester. Udover skole, arbejder jeg på mine egne fotografiske projekter og tager lidt rugbrødsarbejde hist og her, når muligheden melder sig.

Jeg startede med at fotografere efter en alvorlig skade, jeg fik. Jeg er tidligere gymnast og tog en 10. klasse på en gymnastikefterskole. Dengang drejede hele min verden sig rundt om gymnastikken. Halvvejs inde i efterskoleåret er der et spring, der går galt, hvilket har resulteret i en masse rygproblemer. Jeg prøvede dengang at komme tilbage, men måtte indse, at min krop ikke kunne holde til det. Jeg begyndte at bruge kameraet som en vej tilbage til gymnastikken og blev ret hurtigt opslugt af fotografiets verden. Jeg tror egentlig altid, jeg har været interesseret i kameraet – har lavet lidt video og billeder hist og her, men skaden var det store skub i den fotografiske retning.

Ida: Jeg blev færdiguddannet fotojournalist fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole i 2018. Siden har jeg arbejdet som freelancefotograf i København, men er for nylig startet i en 6-måneders projektansættelse på Ritzau Scanpix. Så der slår jeg lige nu mine folder indtil foråret.

Jeg tror egentlig altid, at jeg har været fascineret af fotografiet. Min far fotograferede meget, da jeg var barn, og jeg tog også en del billeder selv af de ting, der foregik omkring mig, og lærte at fremkalde dem i mørkekammeret på min folkeskole. Det dokumentariske fotografi fik jeg for alvor øjnene op for, da jeg gik på efterskole og var på det lokale bibliotek for at låne bøger. Jeg faldt over ’Årets Pressefoto’-bøgerne og brugte lang tid på at bladre igennem dem og kigge på billederne. Det fascinerede mig, hvordan både tekst og billeder fortalte vigtige historier fra virkeligheden, og jeg begyndte at interesse mig enormt meget for fotojournalistfaget.  

 

Fra serien Portraits of Women, Frederik Valdemar Kjeldgaard

Hvad holder jer til ilden ved fotografiet, nu hvor det er en branche, der er forholdsvis svær at blive etableret i?
Frederik: Fotografiet har stedfæstet sig dybt i min identitet. Jeg bliver nødt til at fotografere, fordi det er mig. Derfor tror jeg også, at jeg kigger meget blindt på branchens vilkår. Jeg forholder mig ikke rigtigt til dem, men jeg gør bare mit bedste og tror på, at det, jeg laver, er både relevant og fedt, og det hele derfor nok skal gå.

Ida: For mig er det en blanding af forskellige ting. Det kan være en vigtig historie, som jeg kan mærke, at jeg gerne vil sætte fokus på, og så giver det mig et stort drive. En anden ting er, at jeg føler mig privilegeret over den adgang, som kameraet giver. Der er noget helt særligt over at få lov til at træde ind i forskellige miljøer og møde forskellige mennesker, hvis verden jeg ellers aldrig ville have fået adgang til. Det har stor værdi for mig, og jeg føler, jeg lærer utrolig meget af det.   

I er jo fotograferne bag vores aktuelle udstilling “Herstory” i Ungt Rum. Vil I ikke lige fortælle lidt om de to projekter, og hvordan I kom i gang med dem?
Frederik: Mit projekt undersøger dragmiljøet i København. Dragverdenen er helt speciel. Den er nærmest helt fabelagtig. Serien er, for mig, en rejse ind i en ny verden, som leger utrolig meget med identitet. Jeg har portrætteret dragpersonaer, der er selvopfundne alter egoer, men som stadig spejler sig i personen bag. De portrætterede er præcis, som de har lyst til at være, og det er både fascinerende og inspirerende.

Serien udspringer fra en lyst til selvrealisering gennem personer med en anden tilgang til livet. Jeg finder fotografiet ligeså undersøgende som dokumenterende, og det er med dette udgangspunkt, at jeg er gået ind til projektet.

Det opstod faktisk halvandet år før, jeg gik i gang med det, da jeg mødte en drag queen i byen. Jeg blev virkelig fascineret og var med det samme sikker på, at jeg skulle fotografere drag på en eller anden måde. Der gik som sagt lige lidt tid, før jeg fandt et take på det, men da jeg gjorde, skrev jeg til den queen, jeg havde mødt dengang. Det passede super godt, for der var et stort drag-arrangement lige rundt om hjørnet, som jeg kunne komme med til. Derfra kørte det bare på skinner.

Ida: Mine billeder giver et indblik i Beiruts nystartede dragscene, og de portrætterer fire unge mennesker, der hver især er en del af dragmiljøet i Beirut; Elias, Elie, Firas og Sasha. Det er et projekt, som jeg startede tilbage i 2017, hvor jeg boede i Libanon i forbindelse med min uddannelse på journalisthøjskolen. På samme tid flyttede en af mine gode journalistvenner, Thomas Aagaard, også til Libanon, og sammen lavede vi historien om dragmiljøet i Beirut, som tager udgangspunkt i Libanons to første dragballs nogensinde. Det er både en historie om en dragscene i udvikling, for hvis man går bare fire år tilbage, eksisterede dragmiljøet knap nok i Beirut. Men det er samtidig også en historie om et miljø, som stadig bevæger sig på en sart grænse for mere frihed.   

Fra serien Beirut Drag Scene , Ida Guldbæk Arentsen

Hvorfor var projekterne vigtige for jer at lave?
Frederik: Projektet startede med at handle meget om mig selv. Om at jeg skulle udvikle mig – lige så meget som person som fotograf. Jeg følte, at dragverdenen havde en masse ting, jeg kunne lære af. Hvilket jeg også gjorde. Derudover er det også en verden, som bare er super spændende at kigge på. 

Som færdigt projekt håber jeg, at andre kan kigge på det, og måske få lidt af den indsigt, jeg har fået.

Ida: Jeg gik først og fremmest ind i projektet, fordi jeg havde en følelse af, at der var en vigtig historie at fortælle. Gennem billeder og tekst ville vi prøve at give folk i miljøet en stemme og formidle deres historier, samt være med til at skabe mere synlighed, forståelse og rummelighed omkring miljøet.  

I går begge dokumentariske veje, men Frederik, du valgte i din fotobog, Portrætter af Kvinder, at have en mere kunstnerisk tilgang til projektet. Hvordan kan det være? Og hvordan kan det være, at du efterfølgende valgte at udstille projektet inden for et mere “dokumentarisk regelsæt”?

Jeg har fra starten af projektet gerne ville bruge det nævnte regelsæt, men da jeg lavede projektet, var jeg i gang med at finde min vej i den fotografiske verden, og det var derfor naturligt at prøve en masse ting af. Bogdummyen lagde godt op til at være kanal for denne leg. Nu er jeg et andet sted. Jeg har sporet mig lidt mere ind på, hvilken vej det er, jeg gerne vil gå. Derudover blev projektet mere konkret i udstillingen, og det gav derfor god mening at stramme det lidt til. 

Ida, dit projekt dokumenterer dragmiljøet i Beirut, hvor lovgivningen stigmatiserer netop det miljø. Vil du ikke fortælle lidt om lovgivningen, og hvad det betød for projektet? 

Det er stadig teknisk set ulovligt at være homoseksuel i Libanon, og der er eksempler på, at både homoseksuelle og transkønnede med jævne mellemrum bliver anholdt og varetægtsfængslet af politiet. Men alligevel er Libanon også et af de lande i Mellemøsten, som er tættest på at afkriminalisere homoseksualitet, og det er blandt andet på grund af mange års aktivisme på græsrodsniveau. Men det hele handler ikke kun om lovgivning. Det handler også om social stigmatisering, hvor en sårbar befolkningsgruppe i det store hele ikke får lov til at eksistere i det offentlige rum. Mange af de mennesker, der færdes i miljøet, kommer ofte også fra hjem, hvor de er tvunget til at holde deres seksualitet hemmelig. 

Og alle disse faktorer måtte Thomas og jeg selvfølgelig forholde os til i arbejdet med projektet.  

Fra serien Beirut Drag Scene, Ida Guldbæk Arentsen

Begge projekter er lavet uafhængigt af hinanden, og nu udstiller I jeres værker sammen i en duo-udstilling. Hvordan er det at se jeres fotografier i dialog med hinanden frem for adskilt?

Frederik: Jeg synes, det er helt fantastisk! Nu kan jeg kun snakke på mine egne vegne – jeg føler, at det løfter mit projekt på en helt vildt fed måde. Projekterne resonerer rigtig godt sammen og bliver derfor stærkere, men stadig uden at give afkald på deres oprindelige fortællemetode og formål. Da de lå ved siden af hinanden, virkede det til, at de var for stilistisk forskellige. Men det gik meget hurtigt op for os, da vi prøvede at blande dem, at der virkelig var potentiale i det. 

Ida: Jeg er meget enig med dig, Frederik. Jeg synes også, at det løfter mine billeder at hænge sammen med dine, og det er virkelig fedt at se, hvordan de ’taler’ til hinanden – både i farver, form og stemninger. Jeg synes, det har været virkelig spændende at arbejde sammen om en udstilling på den måde. Samtidig synes jeg også, at vores billeder tilsammen giver et indblik i en universel verden. Selvom der på mange måder er forskel på at være drag queen i København og i Beirut, så er der alligevel også mange ligheder. Og det synes jeg også, at der er noget smukt i.  

Fra serien Portraits of Women, Frederik Valdemar Kjeldgaard

Hvilket fotografi fra udstillingen er jeres yndlingsfotografi? 

Frederik: Idas portræt på tagtoppen. Det er magisk! 

Ida: Det er Frederiks portræt af Betty Bitchslap i sneen. Det er så smukt og sårbart. 

Har I nogle projekter oppe i ærmet?

Frederik: Jeg er i proces med to projekter. Det ene er et ongoing projekt om et stort veterantræf. Projektet skal faktisk blive til min første soloudstilling, som åbner til februar næste år i min hjemegn Gilleleje. Derudover har jeg også et par projekter på idébasis, som snart skal på tegnebrættet.

Ida: Lige nu har jeg mest fokus på mit arbejde på Ritzau Scanpix. Men jeg tænker, at jeg til foråret skal i gang med et par projekter igen – eller vende tilbage til nogle projekter. 

Fra serien Portraits of Women, Frederik Valdemar Kjeldgaard